torsdag 28. marts 2024

Klubmesterskaberne 2009

Lørdag den 12. september mødte 12 forholdsvis friske ryttere op til enkeltstarten under kyndig ledelse af tidstager Kurt Andersen. Turen forløb fint uden uheld - jeg skal ikke trætte med resultatet det kan ses andet sted på siden.
12 deltagere er i øvrigt rekorddeltagelse - meget fint, dog er der plads til endnu flere næste år.

Inden starten kl. 15.00 havde bestyrelse samt de friske (faste) hjælpere dog lige rengjort klubhuset og hejst flaget,så det (klubhuset) dels var klar til lørdagens rykind, dels klar til morgenbordet søndag morgen. Til enkeltstarten var der i øvrigt, for første gang tror jeg, en del tilskuere som også tog opstilling ude på ruten. Dejligt, tak for det.

Enkeltstart resultater:
2009enkeltstartresultater

Søndag morgen mødte bestyrelsen samt Solvej kl. 08.00 for lige at lægge sidste hånd på klubhuset. Jørgen kom med morgenbrød, smør og diverse pålæg, igen igen igen sponseret af Wienerconditoriet, Sct. Jørgens Park i Næstved (Claus "Otto" Egeberg). Endnu en gang tak til Otto.
Til morgenbordet var der i den grad fuldt hus. Der var forhåndstilmeldt 29 personer, hvoraf en ikke mødte op, men vi endte alligevel med at være i alt 34, så det kneb med siddepladserne, men jeg håber og tror at det gik alligevel.
Jeg vil dog, på given foranledning, opfordre til at medlemmerne næste gang husker at forhåndstilmelde sig selv og eventuelt familie, det gør det lidt nemmere for arrangørerne at dække bord med mere.

Efter morgenbordet var der tid til opvarmning, som dog blev begrænset lidt af vejret. Mens rytterne varmede op, eller bare snakkede lidt taktik, blev der som altid ryddet fint op i klubhuset - tak for det.

Løbet, hvor i alt 5 hold á 5 ryttere deltog, startede med en noget bulet mastervogn foran indtil løbet blev givet frit efter cirka 4 km. Herefter blev løbet kørt i fint tempo, for manges vedkommende som et "rigtigt" cykelløb. Løbet blev gennemført fint og også her uden uheld, bortset fra en enkelt punktering, men det er vel næsten en "erhvervsrisiko"! Resultatet kan ses her på siden, så det springer jeg over.

Efter alle ryttere var kommet i mål var der lidt cykelsnak og omklædning, alt imens grillmaden, igen i år sponseret af Wienerkonditoriet Sct. Jørgens Park (Claus "Otto" Egeberg) var godt i gang.

Resultatliste:
klubmesterskab2009_resultatliste

  Efter præmieoverrækkelsen spiste vi den lækre grillmad kl. 14.00. Desværre var vejret ikke med os, det blæste jo en halv orkan, og set i bakspejlet skulle vi naturligvis ha' valgt at sidde inde i Torben's lade, men selv om der væltede nogle glas vin og blæste en del tallerkner væk, gik det vel alligevel - hyggeligt var det i hvert fald som altid). Til dette traktement deltog der over 50 ryttere med påhæng - rekord - tak for det.

Ud på, eller måske endda sent, eftermiddagen brød folk op, der blev ryddet op, igen med hjælp fra de trofaste hjælpere uden for bestyrelsen, og efter mørkets frembrud forlod de sidste klubhuset i mere eller mindre fin stil!!!

Tak for deltagelsen og fremmødet i det hele taget. Det er jo altid dejligt at arrangere noget når der er opbakning omkring arrangementet og der samtidig er trofaste hjælpere som år efter år stiller op.
Husk - uden hjælpere kan arrangementet ikke lade sig gøre.

Appros arrangement: husk afslutningsfesten den 24/10-2009 kl. 13.30 - tilmelding på listen i klubhuset eller her på siden.

På gensyn til alle i 2010.


Stan
- Formand TFC

tfclogo_lille

Resultater i PDF:

Klubmesterskab i hold


Klubmesterskab i enkeltstart



De 3 første i Klubmesterskabets linieløb 2009:
vindere_linielob2009_lille
Henning (nr. 3), Kurt N. (nr. 1) og Jacob (nr. 2).

Klubmesteren 2009:

2009_klubmesteren
Kurt N. vinder af linieløb og enkeltstart.

Vinderne af holdkonkurrencen:
klubm_2009_holdvindere
Stan, Henrik, Steen, "Otto" og Henning.


Se billeder fra dagene her.