lørdag 5. oktober 2024

Vättern Rundt 2008

(af Henrik Heesche (TFC) , 21. juli 2008 )

Adspurgt i december 2007 sagde jeg efter kort overvejelse ja til at deltage i det 300 km lange løb i Sverige uden dog at vide, hvad det egentlig indebar. Der var jo længe til, og formen kunne vel sagtens blive pudset af indtil da. Der skulle også gerne nogle kilometer i benene inden.

2.200 km blev det til, inden vi fredag den 13. juni tog af sted. Vi mødtes kl. 7 i Slagelse, og var 10 ryttere fra TFC (Fuglebjerg) og 6 fra SRCM (Slagelse), som samlet skulle køre til Sverige i bus.

Vi ankom til Motala fredag eftermiddag og fik rejst teltene. Vi glædede os, at vejret var bedre end lovet, og det blev "skyllet" ned med et par øl, inden vi gik en tur ind til byen for at få en gang pasta-ret.

Efter lidt - meget lidt - nattesøvn stod vi op kl. 3.30. Luften var kølig (6 grader). Vi indtog morgenmaden stående og gjorde os klar til afgang.

Starten skulle for vores vedkommende gå kl. 4.56. Vi lagde ud med høj fart med Kurt og Michael i spidsen. Lige efter fulgte Christian, Henning, Torben, Flemming og jeg.
Efter samlet at have knoklet derudaf i 2½ -3 timer i stiv modvind med skiftende føring "tabte" vi Christian.
Vi kørte i depot i Jönkøping efter 109 km kørsel, hvor vi trængte til at få tanket op. I depotet stødte Christian til, og vi var et kort øjeblik samlet igen. Kurt og Michael brugte ikke lang tid i depotet, men kørte hurtigt videre. Vi andre fortsatte
sammen, og fandt hurtigt en god rytme.

Efter 178 km kørte vi igen i depot for at få lidt at spise og få fyldt dunkene. (Jeg sprang nok lidt mad over, og det fik jeg at mærke senere). Efter depotet kørte vi djævlsk godt igen. Men så mødte jeg muren. Efter 240 km fik jeg en krise og gik kold. Mine kræfter slap op, jeg måtte helt ned i tempo, og jeg måtte slippe de andre af syne. Det lykkedes mig at nå næste depot (efter 259 kms kørsel), hvor jeg så frem til at få noget i kroppen. Jeg var i den heldige situation, at de andre var på depotet, da jeg kom dertil. Efter en portion blåbærsuppe og noget væske havde jeg nu energi til at trampe igennem de sidste 40 km til målstregen.

Gruppen kom samlet i mål kl. 15.18 efter 10 timer og 22 minutter.

I målområdet blev der serveret kulhydrater i form af pastaret, og efterfølgende trillede vi til campingpladsen til et velfortjent bad.

Kurt og Michael stod for aftensmaden, som bestod af en god bøf, bagt kartoffel og salat tilberedt på de medbragte Weber grille. Lidt rødvin og øl blev det også til…

Næste morgen indtog vi morgenmaden stående, teltene blev pakket sammen, traileren læsset med bagage og cykler, og så gik turen hjemad kl. 7.30.

Da jeg ikke tidligere har kørt et løb længere end 130 km, var jeg spændt på, om benene kunne klare de 300 km. Efter at have kørt løbet, er jeg ikke blevet skræmt af at køre 300 km igen, da det viste sig ikke at være så hårdt, som jeg havde frygtet. Desuden har det været en god oplevelse at være med. Det faktum at vi endte med at køre sammen som en gruppe, gav motivation, gejst og opbakning.

Stor tak til Ebbe og Kurt for planlægning, koordinering, buskørsel og co-driving.


Henrik Heesche
TFC, Fuglebjerg


Vättern Rundt logo

Vättern Rundt 2009 køres d. 12. og 13. juni 2009. Læs mere på deres hjemmeside.