lørdag 5. oktober 2024

Klubmesterskabet 2010

Klubmesterskab i Team Fuglebjerg Cykling 2010

Mesterskaberne blev som bekendt afviklet i weekenden den 25. og 26. september 2010.

Enkeltstart
Vi startede lørdag formiddag kl. 09.30 med at klargøre klubhuset, hejse klubflaget og sætte skilte op til linieløbet søndag.
Kl. 13.30 mødtes de 10 ryttere, som havde tilmeldt sig til enkeltstarten. Efter en opvarmningsomgang blev første rytter sendt af sted kl. 15.00 og efter ham fulgte de ni andre med et minuts mellemrum.

Alle klarede turen fint, det var fantastisk fint vejr og vi havde ingen uheld eller punkteringer. Vinder og klubmester blev Lasse Petersen skarpt efterfulgt af Kurt Nielsen.

Linieløb
Søndag morgen kl. 08.15 mødtes bestyrelsen, medbringende en kande kaffe, og der blev dækket bord og morgenbrøddet, som Jørgen medbragte, blev skåret ud og sat på borderne. De små glas var klar og kl. 09.00 var så godt som alle tilmeldte, cirka 30 medlemmer, mødt op. Herefter blev der budt velkommen og så vi gik i gang. Efter ca. en times hyggeligt samvær var det tid til opvarmning og påsætning af numre. I alt 24 ryttere fordelt på 5 hold deltog - i år desværre uden vores vanlige "holdtrøjer", som på mystisk vis midlertidigt er forsvundet.

Kl. 11.00 blev løbet skudt i gang af vores meget kompetente tidtager m.m. Kurt Andersen. Mastervognen kørte foran, vi nåede frem til landevejen efter Nortved og så blev løbet givet frit. Selve løbet gik fint, der var en enkelt punktering, men ellers ingen uheld. Der blev gået godt til den, og allerede inden første bakkespurt ved "Rytterknægten" var der en del spredning. Bakkespurten blev i øvrigt vundet af Ole Rasmussen, som også var så ubeskeden at vinde den næste bakkespurt ved bakken fra Susåen op mod Rejnstrup - så der var ingen tvivl om hvem der blev årets bjergrytter!

Alle gennemførte løbet i fin stil, klubmester blev Lasse Petersen (som altså gjorde rent bord!). Lasse spurtbesejrede Kurt Nielsen og Ole Rasmussen.
Efter at alle havde sundet sig blev der delt præmier ud, og "man" gik i gang med at dele præmien fra holdkonkurrencen (en kasse øl). Kl. 14.00 gik vi (cirka 40 personer i alt, heriblandt flere af medlemmernes børn), i gang med vores årlige "traktement" (lækker grillmad m.m.), igen i år sponseret af Claus "Otto" Egeberg Wienerkonditoriet Sct. Jørgens Park i Næstved - tusind tak "Otto". Vi sad denne gang i vores udlejer Torben's lade, belært af sidste års fejlvurdering af at sidde ude i halv orkan!, og der blev spist godt igennem og naturligvis skålet behørigt.
Efter et par hyggelige timer var der almindeligt opbrud, folk kørte hjem og der blev ryddet op og borde, stole m.m. båret retur til klubhuset.

Vi havde alt i alt et par rigtig gode dage med fint/ok vejr, godt fremmøde, meget hygge og frem for alt ingen uheld. Tak til alle der deltog, både i løbene, på arrangørsiden, tidtager Kurt som også skrev resultatsliste og "holdkort", samt ikke mindst til de fremmødte børn/koner/familiemedlemmer - jeg håber alle er klar igen i 2011.


- Stan